Mange foreninger oplever det som en større og større udfordring at skaffe frivillige kræfter til den daglige drift af foreningen. Udfordringen bliver ofte tolket som om, at den danske foreningstanke er ved at dø, og at forældre i dag ikke tænker på andet end sig selv og sine egne børn - der er ligesom ikke samme villighed til at arbejde for fællesskabet som i de gode, gamle dage.

Medierne har skrevet om det i mange år, og forskningsresultater fra Aalborg Universitet bragt i en artikel i Politiken peger blandt andet i retning af, at forældre stiller alt for store krav til foreningerne uden at være villige til selv at yde et bidrag til foreningen.

I artiklen citeres de studerende for at modstille professionalisering og foreningstanken - at det ikke kan holde foreningen kørende, at forældre kun er villige til at bage en kage i ny og næ eller stille op i forbindelse med større events. Og de studerende siger direkte, at det kun er klubber med mange medlemmer, der kan planlægge i detaljer og uddelegere opgaverne.

Men er det helt rigtigt?
Kan bestyrelsen i en lille forening ikke arbejde strategisk, uddelegere opgaver og sikre at trænere og andre frivillige arbejder i overensstemmelse med foreningens værdisæt - så man på den måde giver forældrene (og de voksne medlemmer) den veldrevne og 'professionelle' klub, de efterspørger?


I artiklen siges det, at det afgørende for foreningslivet er, at man ikke må betragte foreningen og de frivillige som private idrætsudbydere - men hvorfor egentligt ikke? Er den frivillige forening uforeneligt med et professionelt set-up, dygtige og veluddannede trænere og hurtig svartid?

Det skyldes muligvis, at min egen foreningsopdragelse kommer fra rideklubber, hvor frivillige kræfter og professionelle ansatte altid har arbejdet tæt sammen - og hvor idrætsaktiviteterne og den forretningsmæssige ydelse (drift af opstaldningsfaciliteter) går hånd i hånd. Men jeg kan ikke forstå hvorfor 'man' tilsyneladende er så overbevist om, at professionel hjælp til drift af foreningerne vil være altødelæggende for foreningskulturen i Danmark.



Siden jeg i 2006 begyndte at arbejde professionelt med drift af foreninger, har jeg mødt flere frivillige (måske primært kasserere), der har ondt i maven over det ansvar, der hviler på deres skuldre i forbindelse med momsafregning, tilskudsregnskab og ansøgninger om lokaletilskud. Ganske enkelt fordi de er 'kommet til' at sige ja til en post, som de ikke helt har kompetencerne til at løse.

Der henvises i ovennævnte artikel til en anden undersøgelse, der viser, at andelen af foreningsaktive mellem 20 og 39 år er faldende - det er der måske ikke noget at sige til, hvis en bestyrelsespost er synonym med søvnløse nætter, bekymringer og en følelse af at være utilstrækkelig. Til gengæld er der stor lyst til at bidrage på 'event-basis'. Det vil sige, at man vil gerne stille op til enkeltstående opgaver, hvor tidsforbruget er overskueligt, og hvor man på forhånd ved, hvad man skal lave.

Den tendens tænker jeg, at foreningerne må arbejde ind i, så bestyrelserne i højere grad kommer til at arbejde med den strategiske og udviklende del af foreningen. Man skal ikke glemme, at en bestyrelse er en ledelse - og det er derfor bestyrelsens opgave at sikre, at de øvrige frivillige kræfter i foreningen løser deres opgaver med den kvalitet som medlemmerne (med rette) kan forvente. Det kræver muligvis, at man uddanner både bestyrelse og frivillige til opgaverne - men det kunne man måske også forestille sig ville være med til at gøre det mere attraktivt at være frivillig?

Jeg er overbevist om, at hvis bestyrelserne begynder at forholde sig til deres ledelsesopgave og til det ansvar, de påtager sig, i stedet for at føle, at de 'skal lave det hele', så bliver det også lettere for dem at rekruttere nye bestyrelsesmedlemmer. På den måde kan man komme ud over følelsen af, at det er Tordenskjolds soldater, der driver foreningen.

Jeg tror i hvert fald ikke på, at det kun er svømmeklubber, rideklubber og golfklubber, der kan finde en god synergi i et samspil mellem frivillige og professionelle.